Hvorfor egentlig fyrværkeri?

Hvorfor er mennesker – og særligt mænd – egentlig så betagede af fyrværkeri? Der findes formentlig mange rigtige svar på det spørgsmål, og det er næppe de samme for mænd som for kvinder.

Men hvorfor egentlig bruge penge på noget, som praktisk talt får op i røg? Hvorfor bruge penge på noget, der er så hurtigt væk igen? Hvorfor bruge penge på noget, som ikke er håndgribeligt, og som ingen kan gengive retvisende et minut senere?

Et af svarene må være, at fyrværkeri virkelig forstår at stimulere vores sanser. Og netop det med sanserne forholder sig sandsynligvis forskelligt hvad angår kvinder og mænd.

Det giver et kick

Selve høresansen er i den grad i spil, når det gælder det mandlige køn. Et ordentligt brag forårsaget af krudt er noget, mænd forstår. Det behøver ikke være et smukt brag. Et langt brag. Bare et stort brag! Så banalt som det kan være. Et brag er tæt forbundet med krudt, og det giver rigtig mange mænd et kick at være en del af noget, hvor krudt og kugler indgår – måske fordi det relaterer til noget krigerisk? Jeg tror ikke, det er den del af fyrværkeriet, som kvinder er mest fascineret af. Snarere tværtimod. Det kan forekomme ubehageligt at blive forskrækket med et ordentligt brag for ørerne. Hvis raketter i stedet kunne sige ”blimmelimmelim” eller ”lalalala”, så ville det vel nok være at foretrække.

Smukt at se på

En ting som mænd og kvinder kan blive enige om er, at det er værd at kigge på. Kvalitetsfyrværkeri er virkelig en fryd for øjet. Store raketter som kommer efter hinanden og fortsætter så længe som muligt, det er et imponerende syn for øjet. Det er storslået, og det minder os måske om – når vi står der og kigger op på himlen – hvor små vi selv er sammenlignet med det himmelrum og det sceneri, vi ser op på. Det er der på én gang noget fascinerende og noget eventyrligt over.

Netop det eventyrlige må også siges at tale til kvinden. For kvinder elsker at drømme sig væk i en anden verden. En verden af skønhed romantik og grænseløshed. Den del af det lever et fyrværkerishow også op til – i hvert fald i momentet.

Feststemning og forløsning

Fyrværkeri er i den grad lig med feststemning og fejring. Fejring ud over det sædvanlige. Samtidig vidner raketternes sus hen over himlen om en form for forløsning og måske endda vægtløshed. At se et fyrværkerishow giver på den måde en let og ubekymret stemning. Hvor alt suser afsted i sin skønhed og pragt. Lige så stille forsvinder det ud i luften, men ikke i form af et klodset bump. Snarere som en fjer, der svæver af sted og forsvinder.  Det er smukt, og det er eventyrligt, og det er måske med til at fjerne alverdens bekymringer for en stund.

Måske derfor er vi villige til at ofre penge på et show med festfyrværkeri. Og måske er vi det også, fordi både mænd og kvinder er draget af det. Draget af det eventyrlige, det smukke og – for nogens vedkommende – det store brag, der får hjertet til at slå en ekstra gang.