Har du også lavet utallige puslespil og er efterhånden kørt surt i at lægge den samme type blot med andet tema eller motiv? Puslespillene fra Wasgij er nytænkende og en helt anden måde at lægge puslespil på, end du ellers har prøvet.
Alle puslespillene har en lidt kryptisk titel. For eksempel ”En markedsplads omkring 1900” og et billede. På bagsiden er der en lidt mere uddybende tekst. I dette tilfælde kunne det være ”Her kan du se, hvordan en markedsplads så ud omkring år 1900, men hvordan mon den ser ud i dag?”
Brikkerne i puslespillet bliver så til den scene, som tegneren forestiller sig, at forside motivet har udviklet sig til her ca. 100 år senere. Nogle af elementerne fra forside billede går igen, men andre er skiftet ud. Man kan for eksempel forestille sig, at der er et billede af et tog på begge billede, men fra hver deres tid. Man kan også forestille sig den samme mand, men i tøj der passer til den historiske periode. (Billedet nedenfor er lånt her hos hyggeonkel)
Du kan altså ikke lægge puslespillet ved kun at kigge på forside motivet, men må prøve at tænke på, hvordan du tror det ser ud. Det er en meget anderledes måde at lægge puslespil på. Jeg er i hvert fald vant til ind imellem at bruge billedet til, hvor tingene placeres henne. Men det er også meget forfriskende og rigtig hyggeligt, fordi der træder et helt nyt billede frem, når man har lagt den sidste brik.
Puslespillene er lavet med megen humor, så du finder ikke billeder af 2 heste, der står og græsser på engen eller et stemningsbillede, der kunne være et postkort fra rundt omkring i verden. Det i sig selv synes jeg er yderst forfriskende.
Hvis du undrer dig over, der mærkelige navn Wasgij, så prøv at stave det bagfra! Jigsaw er det engelske ord for puslespil!