Jeg har lige været henne hos den familie, hvor de bare er så umusikalske, at de burde skamme sig. Men de insisterer. Deres børn skal med næb og klør lære at spille klaver. Jeg ved, at de vil børnene det godt. Men de har jo ingen fornemmelse for musikken. Og det er en skam. Det er ellers et fint klaver, de har arvet. Normalt arbejder jeg ikke som klaverstemmer. Jeg kan skrive instrumentmager på mit visitkort. Men det er en døende – dog stolt – profession. Jeg har speciale i at bygge guitarer. Men fordi jeg ikke kan leve af det, så må jeg gøre det, som folk ved, at jeg også kan: Stemme deres klaverer.
Slapper lige lidt af
Når jeg har haft en oplevelse, som den, jeg havde i dag, hvor jeg var henne hos de umusikalske, så har jeg virkeligt brug for at slappe af. Det burde forbydes, at umusikalske forældre tvinger deres børn til at lære at spille et instrument. Barnet kan være musikalsk. Det skal vi nok opdage – og så støtte om. Men når forældrene griber ind og tvinger – så bliver musikaliteten dræbt. Det var de tanker, jeg gik hjem med i dag. Trist. Børnene er ellers søde nok. Men de hader klaveret.
Hjem til mit elskede værktøj
Mens jeg sad der og slog forskellige akkorder for at høre, kom jeg til at tænke på, hvor rart det bliver at komme hjem og, så sætte mig ned i kælderen og nørkle med det guitarhoved, som jeg efterlod for flere dage siden. Jeg har noget særligt værktøj, som jeg bruger, når jeg sliber træet ned. Og jeg har en af min brors to høvlebænke stående dernede. Den er godt nok dækket med et tykt lag stof, fordi jeg vil ikke gøre skade på lakken på de guitarer, jeg reparerer. Men høvlebænken er god at lægge instrumentet på. Jeg kan både sidde og stå ved bænken. Det hjælper, når jeg skal koncentrere mig, at jeg kan rejse mig uden at skulle flytte rundt på instrumentet.
De helt rigtige skruetvinger er alt
Nede i kælderen finder jeg også nogle file frem. Der skal laves en ny bro, som strengene kan lægges over. Ideelt skulle den laves af en eller anden knogle. Måske fra en gris. Men jeg har ikke en knogle. Og jeg gider heller ikke at rende til slagteren for at få et, og så skulle koge det og vente på, at det bliver tørt. Så jeg finder et stykke træ frem. Jeg har tænkt mig først at save det til i en passende størrelse og, så bagefter file det ned, så det bliver lækkert og blødt at røre ved. Det vil tage tid. Og det vil kræve, at jeg får det lille hoved, jeg lavede i går ud af den lille skruetvinge, så jeg kan sætte broen i. Det er jo umuligt at holde på det med hænderne alene. Selvom hænderne faktisk er de bedste skruetvinger, man har.
De kan jo mærke, hvornår træet har spændt sig tilstrækkeligt. Det kan en almindelig skruestik ikke. Her kan man bare blive ved med at stramme til, lige, indtil det lille stykke træk flækker eller brækker over. Lidt samme som med den talemåde med ”Godt værktøj er det halve arbejde”, ikke?