Skruetvinger?

Børnene er virkeligt kommet i det kreative hjørne her i løbet af vinterferien. Vi skulle ikke på skiferie, sådan som vi plejer. Min kone blev ramt af sygdom, så vi valgte at blive hjemme og være sammen og glæde os over, at hun nu er rask. Vi havde ellers planlagt at tage til Østrig for at stå på ski med ungerne, men vi aflyste det.

De forstod det godt

Vores børn er forholdsvist store, så de forstod godt, hvorfor vi gerne ville blive hjemme. Der var – overraskende nok – ingen sure miner fra deres side. De må have forstået, at min kones sygdom har været meget tærende på os alle sådan rent psykisk. I hvert fald har de været nogle engle at holde hjemmeferie sammen med. Vi har gået ture, og vi har opdaget, hvor kreative vi kan være.

Min søn, som er 16 år, satte sig for at bygge et skab til sit værelse. Det skal bruges til at opbevare alle han gadgets og spillekonsoller. Bare et lille skab. Men med to hylder og fine skabslåger. Han har snilde for det her med at bruge sine hænder. Han har stået ved et vaklende arbejdsbord nede i kælderen i det meste af ugen, der er gået, men han har faktisk formået at bygge et skab, som passer fint på hans værelse. Det står i forlængelse af hans skrivebord og ser ud, som om det er købt sammen med skrivebordet.

Vi mangler nye skruetvinger

Vi var dog nødt til at køre ned til en værktøjsforhandler for at finde et par skruetvinger, han kunne bruge til at lime skabets yderste kasse sammen med. Jeg mente ellers, at vi havde et par stykker liggende et eller andet, men vi kunne ikke finde dem. Jeg må have lånt dem ud til en nabo, og så glemt alt om dem. Jeg har ikke fået dem tilbage. Pyt. Udgiften var ikke så stor. Det ærgrer mig, dog, at jeg ikke tænkte på, at en høvlebænk ville have været en god investering. Vi så nemlig på forskellige høvlebænke, da vi var henne for at købe skruetvingerne. Hvis jeg havde købt sådan en, ville min søn sikkert have været meget mere effektiv. Det her med at stå ved et vaklende arbejdsbord er ikke de bedste arbejdsforhold. Men han beklagede sig ikke. Og han synes, at den, jeg havde kig på, var rimeligt dyr. Så mange penge skal du da ikke bruge på, at jeg kan lave et skab. Den koster jo ca. 10 gange mere end skabet selv.

Betænksom dreng. Han tænkte ikke på, at pengene, vi sparede ved ikke at tage på skiferie, kunne have finansieret høvlebænken, som så kan bruges til fremtidige projekter. Jeg kan jo også godt selv lide at lave ting til huset. Så den ville da tjene sig selv ind. Men pyt.
Pigerne har været kreative på deres måde. De har syet. Tøj. Et flot jakkesæt til min kone og en superlækker og tyk, men kort, jakke til min datter. Hun valgte selv stoffet. Og min kone har hjulpet hende med at skære mønsteret til i hendes størrelse.