Det er mig, de små lamseben tænder på. Mig der er den, de drømmer om. Når jeg står på scenen og vrider mig til musikken, jeg frembringer fra mine guddommelige hænder, skriger de deres længsel efter mig op mod scenekanten. Og efter en koncert er det nødvendigt med bodyguards for, at jeg ikke skal blive flået i af lystne tøsebørn. Sådan er mit liv bare. Jeg er så lækker, når jeg spiller på ukulele til tøsernes skrål. Eller rettere – det er vist det, jeg drømmer…
Sandheden er jo nok den, at jeg er blevet lidt gammel efterhånden – og maven er heller ikke helt så hård og spændstig, som den har været. Men jeg kan spille, kan jeg. Og jeg kan spille på mange musikinstrumenter, men det er nok violin og ukulele, der er mit hjerte nærmest. Musikken er for mig mit hjerteblod, og jeg ved godt, at jeg i indledningen her lod mig rive lidt med…
Når jeg spiller musik – også på min guitar – er det ikke de unge tøsebørn, der skriger og skråler. Men jeg kan stadig få folk til at lytte, stoppe op et øjeblik og se eftertænksomme ud. Og ved du hvad? Det er faktisk ikke så ringe endda. For mig er det dybest set, hvad musikken handler om: At give noget videre, der kommer fra hjertet.
Og det gør, at jeg kan sige med sikkerhed, at jeg er et lykkeligt menneske, for ikke blot får jeg lov at gøre det, jeg er god til, kan lide og trives med – jeg får også muligheden for at glæde og begejstre andre mennesker. Og hvda kan man så egentlig ønske sig mere end det?